Husorden / Ordensreglementer
Ejerforeningen har på generalforsamlingen den 17. november 2022 vedtaget nedenstående nye ordensreglement:
Download den ny husorden (PDF)
Bemærkninger
Spærrebommene kan låses op med nøglen til kælderen. Begræns al indkørsel foran opgangene mest muligt, da vores belægninger ikke kan holde til det.
Larm og støj
I den nye husorden er det nu blevet et KRAV, at man ikke spiller højt eller på anden måde forstyrrer naboerne efter klokken 22:00 på hverdage. Husk, at der både bor små børn, pensionister og rigtig mange, der skal meget tidligt op på arbejde i ejendommen. I weekender og helligdage, er det god stil at sætte en seddel op i opgangen, hvis der skal holdes fest og sammenkomster. Og undgå så også at støje for meget ude i opgangen, når festen forlades.
Affald og gebyr
Der er blevet indført en betydelig risiko for SELV at komme til at "hænge på regningen", hvis der smides eller henstilles affald på ejerforeningens fællesområder. Det gælder også ved siden af vores genbrugscontainere.
Husk venligst, at beboerne altid SELV er ansvarlige for ALT bortskaffelse af affald og storskrald - og at vores viceværtservice opkræver os kr. 500,-/time plus gebyr for bortskaffelse, når de skal fjerne affald og storskrald for ejerforeningen.
Genbrugspladsen ligger kun 2 kilometer væk, så det burde være simpelt at undgå den slags unødvendige regninger for os, der skal betales af vores fællesudgifter. Endvidere har kommunen også en gratis bestillerordning, hvor man kan få afhentet større genstande ved at bestille afhentning.
Parkering

Husk venligst også, at vi kun har et forholdsvis begrænset antal p-pladser lige foran bygningen til rådighed, som vi ALLE skal deles om. P-pladserne foran bygningen må derfor kun benyttes til almindelige personbiler og motorcykler, der er indregistreret til privat brug.
Beboernes firmabiler, trailere og varevogne med videre skal derfor altid parkeres på fællesvejen langs med Forbindelsesvejen. Vis også gerne hensyn, hvis køretøjer ikke skal bruges i en længere periode og kør dem ud til langtidsparkering på pladserne langs med fællesvejen.
Altaner og vand
Sidst - men ikke mindst - er der indført en forpligtelse til at renholde afløb og bund på altanen, så regnvandet kan ledes forsvarligt bort.
Der opfordres fra bestyrelsen kraftigt til, at alle tager den bestemmelse alvorligt, og jævnligt får undersøgt og rengjort deres afløb og bund på altanen. På den måde vil en del af problemerne med afledning af vand fra altanerne formentligt kunne minimeres og forhindres, så regnen ikke løber ned langs med facaden på bygningen.
Udover den nye bestemmelse i ejerforeningens husorden, er det i øvrigt også ejerens ansvar og forpligtelse at vedligeholde de indvendige dele af altaner, hvor man har eksklusiv brugsret jvf. bestemmelserne i Normalvedtægten §27.